Om iPSYCH

iPSYCH er et nationalt projekt skabt i 2012 af seks førende forskere inden for psykiatri og genetik.

Formålet med iPSYCH er at finde årsagerne til og skabe grundlaget for en bedre behandling og forebyggelse af fem af de mest alvorlige psykiske sygdomme; autisme, ADHD, skizofreni, bipolar sygdom (tidligere maniodepressiv sygdom) og depression.

Ved at undersøge gener og risikofaktorer hos over 130.000 danskere med og uden psykisk sygdom, belyser vi samspillet mellem arv og miljø, som for nogle mennesker resultater i, at de udvikler en psykisk sygdom.

Forskningen fokuserer på sygdomme fra vinkler, der spænder fra gener til celler og dyremodeller til befolkningsundersøgelser, fra forster til voksen patient, fra årsager til symptomer.

I dag er iPSYCH én af verdens største studier af genetiske og miljømæssige årsager til psykiske sygdomme, og beskæftiger mere end 150 forskere inden for psykiatri, genetik og registerforskning.