Der er forbindelse mellem D-vitamin mangel hos nyfødte og skizofreni

Nyfødte med D-vitamin mangel har en øget risiko for at udvikle skizofreni senere i livet, rapporterer forskere fra iPSYCH og the University of Queensland. Opdagelsen, der kan være medvirkende til at forhindre tilfælde af sygdommen, viser, at omkring otte procent af skizofreni-cases I Danmark muligvis har forbindelse med neonatal D-vitamin mangel.

Luma Pimentel/Unsplash

Studiet, der er ledet af Professor John McGrath fra Aarhus Universitet og the University of Queensland, fandt, at nyfødte med D-vitamin mangel har 44 procent øget risiko for at blive diagnosticeret med skizofreni som voksne sammenlignet med nyfødte, der har et normalt D-vitamin niveau. 

Professor McGrath, ansat ved iPSYCH og med et Niels Bohr Professorat ved Center for Registerforskning, Aarhus Universitet, fortæller, at det nye studie baserer sig på 2602 individer og bekræfter et tidligere studie, der også fandt en forbindelse mellem neonatal D-vitamin mangel og en øget risiko for at udvikle skizofreni. Resultatet understøtter hypotesen om, at risiko for skizofreni kan reduceres med behandling for D-vitamin mangel i de tidligste faser af livet.     

“Skizofreni består af en gruppe hjerneforstyrrelser, som vi har vanskeligt ved at forstå, og er karakteriseret ved hallucinationer, vrangforestillinger og kognitive symptomer,” forklarer John McGrath.  

“Eftersom udviklingen i fosterstadiet er fuldstændig afhængig af moderens D-vitamin depoter, tyder vores resultater på, at vi nogle tilfælde kan forebygge udviklingen af skizofreni, hvis man sørger for, at gravide kvinder har et tilstrækkeligt niveau af D-vitamin. På samme måde som supplering med folat-tilskud har spillet en forebyggende rolle i udviklingen af rygmarvsbrok,” fortsætter han.

Forskerholdet har gjort deres opdagelse ved at analysere D-vitaminkoncentrationen i blodprøver fra danske nyfødte, der er født mellem 1981 og 2000 og som senere udviklede skizofreni som unge voksne. 

Forskerne sammenlignede disse prøver med en gruppe, der matchede i forhold til køn og fødselsdato, men som ikke havde udviklet skizofreni. 

Otte procent af skizofreni-tilfælde I Danmark

Ifølge Professor McGrath er skizofreni associeret med mange forskellige risikofaktorer, både genetiske og miljømæssige, men den nye forskning tyder på, at neonatal D-vitamin mangel kan være årsag til omkring otte procent af alle skizofreni-tilfælde i Danmark.  

“Meget af opmærksomheden i skizofreniforskningen har været fokuseret på modificerbare  

faktorer tidligt i livet med det formål at reducere byrden af denne sygdom. Tidligere studier har identificeret en forøget risiko for skizofreni, hvis man er født om vinteren eller efteråret, og hvis man lever i et land på de høje breddegrader, såsom Danmark,” forklarer McGrath. 

“Vi antog, at et lavt D-vitamin indhold hos gravide kvinder på grund af den manglende sol i vintermånederne kunne forklare risikoen, og undersøgte sammenhængen mellem D-vitamin mangel og risikoen for skizofreni.” 

Professor McGrath ledte I 2016 et hollandsk studie, som fandt en forbindelse mellem prænatal D-vitamin mangel og en øget risiko for at udvikle autistiske træk i barndommen.

“Næste skridt er at udføre randomiserede kliniske forsøg med D-vitamin tilskud til gravide kvinder, som mangler D-vitamin. På den måde kan vi undersøge, hvilken påvirkning det har på børnehjernens udvikling, og risikoen for neurologiske lidelser som skizofreni og autisme,” slutter John McGrath.

Bag om resultatet

Forskningen er støttet af Lundbeckfonden, Danmarks Grundforskningsfond, the Stanley Medical Research Institute, The University of Queensland, Natioal Health and Medical Research Centre og Clem Jones Centre for Ageing Dementia Research i Australien samt Det Europæiske Forskningsråd.

Den videnskabelige artikel: “The association between neonatal vitamin D status and risk of schizophrenia” er publiceret i tidsskiftet Scientific Reports

Kontakt

Professor Preben Bo Mortensen

National Centre for Register-based Research

Aarhus BSS, Aarhus University

Tel: +45 87165312

Email: pbm@econ.au.ak