Patienter med både skizofreni og epilepsi dør alarmerende tidligt
Mere end hver fjerde patient med skizofreni og epilepsi dør inden de fylder 50 år. Det viser forskning fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital. Resultaterne, som netop er udkommet i tidsskriftet Epilepsia, skal bidrage til, at patienterne i højere grad får den rette behandling i tide.
Patienter, der lider af skizofreni og epilepsi, er særligt udsatte. Forskerne har undersøgt over halvanden mio. personer og inddelt dem efter, om de på deres 25 års fødselsdag var diagnosticeret med epilepsi, skizofreni eller kombinationen af epilepsi og skizofreni.
”Der var en voldsomt høj dødelighed blandt personer med disse sygdomme, særligt dem der lider af kombinationen af epilepsi og skizofreni, hvor mere end 25 procent af dem dør i alderen mellem 25 år og 50 år,” siger en af forskerne bag studiet, Jakob Christensen.
Han er klinisk lektor, dr. med. på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og overlæge på Neurologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, og en del af det nationale psykiatriprojekt, iPSYCH og epilepsiprojektet EpiPsych, sidstnævnte forsker i sammenhængen mellem epilepsi og psykiatrisk sygdom.
Patienterne falder mellem to stole
Forskerne håber, at resultaterne kan skabe opmærksomhed om sygdomsbyrden hos personer med epilepsi og skizofreni.
”Resultaterne skal gerne hjælpe sundhedspersonalet med at udvikle nye arbejdsgange, så patientgruppen tidligere bliver identificeret og får den rette behandling. Vi ved fra tidligere studier at disse patientgrupper dør af en lang række livsstilssygdomme, som det er muligt at forebygge,” siger Jakob Christensen og fortsætter:
”Som det er nu, kan denne patientgruppe nemt falde mellem to stole, hvor de bliver sendt frem og tilbage mellem forskellige specialer eller mellem sygehus og almen praksis. Det ser ud til, at personer med epilepsi og skizofreni er særligt sårbare – og der er bestemt plads til forbedring af den måde, vi håndterer dem og deres behandling på.”
Om undersøgelsen
I undersøgelsen var 18.943 personer diagnosticeret med epilepsi, 10.208 personser diagnosticeret med skizofreni, og 471 personer diagnosticeret med både epilepsi og skizofreni før de blev 25 år. Dødeligheden for disse personer ved 50 år var 3,1 procent for personer uden epilepsi og skizofreni, 10,7 procent for personer med epilepsi, 17,4 procent for personer med skizofreni og 27,2 procent for personer med både epilepsi og skizofreni.
Bag om resultatet
- Studiet er en befolkningsbaseret landsdækkende kohorte af personer født i Danmark fra 1960-87, som levede og boede i Danmark på deres 25 års fødselsdag.
- Samarbejdspartnere: Studiet er et samarbejde mellem Center for Registerforskning, Institut for Økonomi på Aarhus Universitet, Forskningsenheden for Almen Praksis, og Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og Neurologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.
- Studiet er støttet af Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, Aarhus Universitet, Region Midtjylland og Epilepsiforeningen
- Interessekonflikter: Jakob Christensen har modtaget honorarer fra UCB Nordic og Eisai AB som videnskabelig rådgiver, og honorarer fra UCB Nordic og Eisai AB for foredrag samt finansiering til en rejse fra UCB Nordic. Jakob Christensen er også involveret i andre studier, som involverer firmaerne: Pfizer, Novartis, Eisai AB, and Sage Therapeutics. Inc.
- Den videnskabelige artikel kan læses i tidsskriftet Epilepsia.
Kontakt
Overlæge, dr. med. Og ph.d. Jakob Christensen
Aarhus Universitet, Institut for Klinisk Medicin og
Aarhus Universitetshospital, Neurologisk Afdeling.
Mobil: 60 86 58 99
Mail: jakob@clin.au.dk